torsdag den 9. september 2010

Elefant love

Jeg kan (som mange andre) godt lide elefanten og mit hjerte slog lige et ekstra slag, da jeg i går modtog nedenstående små elefanter fra Sara, som jeg har byttet mig til.
De er så utrolig fine og veludført - Tusind tak!

I Love them!

Sætterkassen er den jeg købte her, der har fået en Madam blå - blå farve, efter kæresten ønske. 
Ja, jeg var hurtig nok til at gå på kompromis :D

- Ditte-

tirsdag den 7. september 2010

Når sandheden skal frem...

...så er jeg pt. virkelig dårlig til at strikke og det irriterer mig grueligt.   

Det sidste 1½ år har jeg virkelig lagt mærke til, hvor meget jeg har manglet at være kreativ tidligere. Prioriteten dertil har tidligere været ikke-eksisterende, men det er den nu. Nye projekter kommer ind på lystavlen i hobetal og jeg må skrive dem ned for at huske dem alle.

Jeg bliver nemlig inspireret, måske af dig som viser dine færdigheder på din blog eller af random billeder på internettet eller fra min egen hverdag. Det er utrolig fedt at få så mange ideer, som man kan videreudvikle, finde på helt nye ideer (selv om det er relativt). Ligeledes synes jeg også det er fedt, hvis andre bliver inspireret af de ting jeg laver - er du en af dem?

Den megen inspiration bliver i nogle tilfælde også til projekter, der må prøves og genprøves og måske vises frem på bloggen. Blogposten viser måske ikke hele sandheden! Selv om jeg får et skulderklap i form af en kommentar, er det ikke sikkert at læseren  ved, at det fremviste resultat er kommet efter de første 5 mislykkedes forsøg. - Dog giver det heller ingen mening at vise fejlforsøg 1-2-3-4-5, men mere vise det vellykkedes forsøg og så fremstille de mulige problematikker, det er dog ikke altid jeg selv for fremsat det sådan.

Kreativiteten er spændende, men for mig er det også svært! Men det giver jo også mening, det er en læringsproces og jeg lærer af processen og ligeledes af mine fejl. Faktisk kan det ikke-gennemskuelige projekt sagtens være en stor motivation for mig, for at blive ved med at prøve. Dermed ikke sagt at der ikke ryger forbudte gloser gennem luften og jeg indtil flere gange tænker "hvorfor kan jeg ikke fatte det". Når ti-øren (så endelig) falder, kommer tilfredsstillelsen (og den næsten obligatoriske kritik af eget arbejde), men så ved jeg i det mindste, hvor jeg skal starte næste gang.

På den ene side er det at tillægge sig nye egenskaber jo utrolig vigtigt for ens egen udvikling, mener jeg. At give sig selv nye udfodringer - giver mig mod på mere og jeg ser muligheder, der hvor andre måske ser begrænsninger. På den anden side er det måske også et udtryk for, at jeg gerne vil "kunne det, de andre kan"? For at høre til, være en del af flokken, skabe nye bekendtskaber og dele erfaringer?

Lige nu irriterer det mig bare, at jeg ikke kan knække koden på strikningen!

Hilsen Ditte - som er i gang med strikkeforsøg nr. 173

mandag den 6. september 2010

Runde former

Resultatet fra et tidligere projekt blev følgende:

Candy-jade ædelsten i gyldenbrun og tyrkis

Kan dog ikke lade være med at tænke på, om jeg underbevidst er blevet inspireret til farverne og formerne ???

Nyindkøbt "gammel" globus

Hvad mener du?

Dejlige synes jeg nu begge er! 

-Ditte-

To ting

To ting

der nødvendigvis ikke falder alle i øjnene


kan skabe de mest finurlige og smukke resultater



-Ditte-

torsdag den 2. september 2010

Dejlig dag i sommerhus

AHHH!
Har i dag haft en super dejlig dag, hvor jeg har besøgt mine svigerforældre, der er i sommerhus i denne uge. Dog blev det meste af tiden i dag brugt på at se kunsthåndværk i lokalområdet (Blokhus, Saltum, Lønstrup), hvor der er masser af spændende kreative folk. Faktisk er en nogle af de kunstenerer repræsenteret ved weekendens Dok 1# kunsthåndværkmarked i Aalborg. Har hørt at de medvirkende kunstnere har bidraget med deres egen fortolkning af et skib, som vil være ved springvandet ved den gamle toldbygning - tror jeg skal cykle forbi og se i morgen.

Med mig til dagens oplevelser havde jeg min nye taske/indkøbsnet, som jeg selv synes er blevet mægtig fin!

Den er lavet af Hampreb og jeg har et stort stykke hen af vejen flugt denne gratis opskrift. Hamprebet faldt jeg over i Søsterne Grene til 8,66kr rullen og jeg synes, det var så fantastiske farver og ideelt til, at jeg endelig måtte få ovenstående opskrift prøvet af.  Jeg brugte ca. 3 ruller af den mørkegrønne reb og 1½ af den karrygule reb - hvilket vil sige en taske til under 50kr (hvis man ser bort fra arbejdstiden). Kan godt lide det rustikke og rå look rebet bibringer, om end det var noget hårdt at arbejde med.

Min svigerinde fik også et armbånd af mig - et af mine eksperimenter, det glimtede så fint i solen.



Nu må man ikke tage billeder af diverse kunstgenstande, men kan da vise et køb, jeg gjorde mig i dagen løb. Da vi var i Saltum, måtte vi lige forbi Bindestuen, som har utrolige mængder af super lækkert garn. En af medarbejderne lagde mærke til min taske og synes det var fedt, at jeg havde lavet den med reb (ikke at det ikke er set før - I know), hvilket var fedt. Min svigermor havde givet hentydninger til, at hun da også kunne bruge sådan en taske, så vi fandt noget lækkert garn i de farver, hun godt kunne tænke sig. Må vidst snart i gang med de julegaver.


Vi sluttede dagen af med at soppe i Vesterhavet, som var lidt koldt, man alligevel fik sat gang i systemet, super dejligt - kan stærkt anbefales!

Håber også at Du har haft en skøn dag?

-Ditte-